Den, som vil grønne Skove,
maa ogsaa ville Høst,
den, som vil Liv, maa lære,
at ogsaa Graad er Lyst —
at intet tør staa stille,
at Ejendom er Tab,
at alt er Vej og Vandring
imod et bundløst Gab.
Hver Haand, der greb om Sværdet,
blev éngaag tung og mat,
hver gejl og gylden Morgen
randt ud i stille Nat —
hver Gang, vi dødstræt fanges
i Søvns og Dvales Spind,
er det for atter frigjort
at kime Dagen ind.
I Nord gaar Nordenvinden . . .
Der syder Ild i Øst . . .
Jeg vil de grønne Skove —
jeg vil den gule Høst!
Den vide Verden kalder,
det synger fjernt og nær,
at alting, inderst inde,
er Afsind og Begær!
Staa op, drag ud, bliv borte
i Sol og Støj og Støv,
i Verdens tusind Mile
af Bjerg og Mark og Løv!
Staa op, drag ud, bliv borte
i Rus, der ender først,
naar sidste Søvn gør Ende
for altid paa din Tørst!
Igennem Jag og Tummel,
i Dagens skidne Luft,
gaar hemmeligt en Higen,
som spotter al Fornuft.
Naar alt ved Midnat tier,
fornemmer vi især,
at alting inderst inde
er Afsind og Begær.
Thi alt er uden Grænser,
og Graad er ogsaa Lyst . . .
I Nord gaar Nordenvinden,
der syder Ild i Øst.
„I Aften” vil „i Morgen” —
i Morgen vil jeg staa
paa Skrænter og se Sletter,
jeg aldrig forhen saa . . .