Sejren var nærmest,
forvandledes alt,
en Stjerne, en straalende,
sluktes og faldt.
Kanonerne tav.
Der var kun et Hav
af Mørke og Flugtens
forvirrede Trav.
Paa éngang, for altid,
hvad vældigt var skabt
af Rigernes Svøbe,
forbi og fortabt.
Tyst randt, hvor han stod,
de Trofastes Blod.
Det sidste — der standsed
for evigt hans Fod.
O, Herskernes Hersker,
for høj til at naa — —
Du kunde dog rammes,
Du Ørn i det Blaa!
De gav Dig ej Ro.
Falk, Glente — de to,
de jog Dig, de vog Dig
med Næb og med Klo.
Din brændende Brynde,
Din bundløse Tørst . . .
O, Du, som paa Jorden
var stærkest og størst —
hvad Dit Du har kaldt,
til intet blev alt,
de vog Dig, de slog Dig,
Du knustes og faldt!