Gaar Kvinden de lange Dage
bag Ruden og længes i Øst og Vest —
Manden derude i Sol og Blæst,
Manden han længes tilbage.
Alt, hvad i Verden han vandt sig,
det er kun som fjerne Provinser;
men hjemme, dér er hans hellige Stad,
hans Rige med Dronning og Prinser.
„Og længtes Du, Kvinde, bag Gærde og Mur —
jeg er det vilde Vejr,
der stormer og falder til Hvile
tyst hos sin Hjertenskær.
Der gives ej Vester og Øster,
der gives kun denne Stue.
Se — ind til os skinner den evige Sne
og Havenes Solnedgangslue . . .”
* * *
Fortid og Fremtid,
langt borte og nær,
alt, hvad vi elsker,
er om os, er her.
Nynnende vugger os
Timernes Strøm —
mumlende, fuld af
uendelig Drøm.
Døde de Døde
og levende Du —
skal det forgaa,
dette bundløse Nu?
Det skal forgaa
og din Sjæl kastes hen.
Men den skal blomstre,
skal blomstre igen.
Ja, vi er Led
i en Kæde, der gaar
gennem de mørke
og straalende Aar.
Føl i et Tryk
af en barneblød Haand
Livet, der vandrer,
dets Ild og dets Aand.
Livet — dets Udspring
og Midte er her.
— Vinterens Ugle
og Foraarets Stær
kommer og hilser os
hver med sin Røst:
Under jert Tag
bo al Kummer og Lyst!
Kvinde — du Ene
fra fordum og nu:
Livet — dets Udspring
og Midte er Du.
Manden derude
i Blæst og i Sol
kommer og knæler
for Dig i Din Stol . . .