Det nøgne Efteraar med sorte Linde —
hvor længselsfuldt, hvor sort og frodig-skønt!
O, denne Duft af Død, som dybest inde
er Løvspringsduft —
i Mørke og i Blinde
gror nu de Kim, gror alt, der svulmer grønt!
Se i den milde Em de øde Kviste —
de vugger blundende, i Moderfryd,
de blide Knopper, som skal éngang briste —
o lyt, o hør:
som Barnefødder liste,
som spæde Stemmer — tusind Drømmelyd.
Det nøgne Efteraar i Danmarks Have —
hvor bart og bittert sort — hvor fuldt af Rus!
Ja, var vor Vej en Vej imellem Grave —
saa gaa og se:
en gylden Livets Gave —
ny Slægt gror tyst i Danmarks gamle Hus.
Ny Kraft, ny Drift — de gamle Safter rinde
fra Rod til Krone, gennem Muld og Luft . . .
O skønne, sorte, kongelige Linde
i Danmarks Land —
o Høst, som dybest inde
har Vaarens første, friske, søde Duft . . .