Det skete en Aften, da Sol gik ned,
det, som skulde ske —:
en Solsort sad i et Træ og sang
over Is og Sne.
Det skete en Aften, da Sol gik ned
over Sne og Is —:
tre susende Vildænder fløj som paa Vej
imod Paradis . . .
Da vidste jeg — nu var det Vaar paany,
var det Vaar trods alt!
Det varsledes højt i det blege Blaa,
at en Dødstid faldt.
Det skete den Aften, da Mørket kom,
at jeg glad gik ind
og havde igen et befriet Mod
og et Foraarssind.
Der sad jeg i Stolen, ved Vintrens Ovn,
og Natten kom.
Men for mit Øje, hvorhen jeg saa,
var alt skabt om.
Forgiftet var Verden, forgiftet jeg.
— Det var igaar.
Nu var der kun i mit Hjerte ét —
kun en Drøm om Vaar.
Al Trængsel og Tyngsel af Dødstids Nød . . .
Det skal éngang ske,
hvad en Solsort sad i et Træ og sang
over Is og Sne.
Jeg har lært det den Aften, da Sol gik ned
over Sne og Is —:
vi er evigt med Lykken i Pagt og paa Vej
imod Paradis . . .