Bagved de mørke Bjerge
rødmed den hvide Sky,
mens jeg gik træt og fremmed
om i en fremmed By,
midt i den regngraa Aften
hilses min Sjæl af Gry.
Skønt det er ikke østpaa,
at jeg har Hjemmets Kyst,
kommer Du dog imod mig,
rig paa al fager Lyst,
dèr, hvor de store Søer
kæder sig fjernt mod Øst.
Dèr, paa en gylden Slette,
midt i et Sommerblaa,
ser jeg Dig ung og svanger
langsomt imod mig gaa,
ser jeg vor Ungdoms Ungdom
straale — dèr østerpaa . . .
Det, som vi er, det er vi
dybt i det Solskin dér,
Livet, vort Kongedømme,
kalder til Herrefærd,
Østen for Aar og Øde
blomstrer dets Rosenskær.