Jeg er kun en Mand, der sejler,
og mit Liv er snart fortalt.
Jeg har kendt fem Hundred Kvinder.
Jeg har set et Glimt af alt.
Som en Landgangsmand, der gæster
nye Byer, nye Fester,
har jeg giødet for de Skønne:
alle dem, jeg glemte straks —
og en anden, egen, Slags.
Jeg er kun en Mand, som farer
mellem Pol og Palmekyst,
Hav og Skib ved jeg Besked om,
jeg har smagt al jordisk Lyst,
jeg har givet, jeg har taget,
jeg har valgt, men ikke vraget
mellem alle Strandes Døttre:
dem, hvis Hud var Mælk og Blod
dem, hvis Haar er sort som Sod.
Mens mit Hjerte har lagt bag sig
mangen solrød Horisont,
har det aldrig rummet Elskov
til en Pige, der var blond.
For de blonde er saa kære,
og de smekre og de svære
er i lige høj Grad skabte
til Stationer paa min Vej —
men til Elskov — — nej, nej, nej!
Een har Trofasthed for tyve,
een et for barmhjertigt Skød,
ingen har det Blik, hvis Lynglimt
lyser for en Sjæl i Nød.
Grebet har de blondes Pragt mig,
men et indre Nag har sagt mig:
det er kun den mørke Pige,
som er baade tro og hed.
Mørk er Kunst og Kærlighed.
Det er kun den mørke Pige
— snart i Syd og snart i Nord —
der har elsket mig enfoldigt,
med en Ømhed uden Ord,
det er kun den mørke Pige,
som er Dronning i mit Rige,
som har vugget mine Drømme
— snart i Vest og snart i Øst —
mellem Pol og Palmekyst.
Det kan være, at jeg mødte
denne Pige første Gang
i en sodet keltisk Landsby
hundred Mil fra Dannevang,
i de søde, vilde Dage
tusind lange Aar tilbage,
da hun, brændt af Slettens Sommer,
dansed laset, sød og vild
om den røde Aftenild.
Mørk som mig og som min Moder,
jeg og hun i Pagt og Slægt,
er vi givet — hun i min og
jeg i hendes Varetægt.
Paa de grønne Foraarssletter,
i de sorte Tropenætter
har jeg hvisket, at hun var mig
mere end mit eget Liv.
Hun har hvisket: Bliv her — bliv!
Dette Syn har holdt mig vaagen,
vækket mig har denne Drøm
om en Kvinde, der staar bøjet
over Lejet — stum og øm.
Det er Anna — det er Ella —
det er sorte Arabella —
skønt hun altid er den samme,
har hun aldrig samme Navn,
hun, hvis Blik er Sorg og Savn.
Jeg har svigtet og forladt jer,
alle I, som var mit Liv,
jeg har flænget i mit Hjerte
med en skarp og sylspids Kniv.
Østen, Vesten, Syden, Norden —
aldrig slog jeg Rod paa Jorden.
Naar vi mødtes sidste Aften,
og naar Graaden pibled frem,
har jeg hvisket: Glem mig — glem!
Jeg er rede til at døje
Helvedes forrykte Kval,
her paa Jord har allerede
Smerten næsten gjort mig gal.
Men jeg tror — jeg tror og venter,
at paa store havblaa Skrænter
skal jeg éngang møde Hende,
som er sidste Havn og Rhed —
som er En i Evighed.