Foragtet af den hvide,
den sarte Cigaret,
set skævt til af Cigaren
ved Kaffen og Likøren
er den simple sorte Skraa,
som vi stille tygger paa,
den, der har kvæget flest dog —
fra Kongen til Chaufføren.
Velsignet være Piben —
med sin kære kvalme Stank
er den Dagens Start og Indgang,
er den Aftnen, hvor vi drømmer.
Hvor er Røgen blid og blaa . . .
Men den sorte simple Skraa
er dog den, som vi har kærest,
som vi mest og længst berømmer.
Vi gemmer den bag Læben
som en lønlig Amulet.
Den er bedsk og sød og saftig
som et Blad fra Edens Grøde.
Den er hos os, hvor vi gaar.
Den er hos os Høst og Vaar —
naar det støver, naar det regner,
i vor Kedsomhed og Øde.
I de meget fine Sale,
ved en altfor fin Koncert,
har vi, mens vi høvisk lytted
til Musik og sfærisk Tale,
haft vor egen stille Fest —:
i en Æske i vor Vest
var der Trøst for alle Rædsler
af Salonens Nattergale.
Ak, thi ikke blot Matrosen,
ved sit Rat og sit Kompas,
har det Greb mod Vestelommen,
denne indre, dunkle Kalden.
Selv den høje Admiral,
hver en Mand i Grøft og Sal,
der har faret, der er Fange,
er en redningsløst forfalden.
Denne Saft, der sagte siver,
denne svage, vage Rus . . .
Det er Giften, der husvaler,
det er Livets Rod, vi tygger.
Da er ej den trætte træt,
da er den, der sulter, mæt —
vi er der, hvor Kilden risler
og hvor Palmetræet skygger.
I Kasernerne — i Fængslet,
langt fra Mennesker og Gud,
paa de trøstesløse Veje
over Ødemarkens Stene
er en Skraa i Lommens Skjul
Fastelavn, Sankt Hans og Jul —
har vi den, er ingen af os
i sin Ensomhed alene.
Den er Broderskabets Mærke
mellem Verdens blonde Mænd,
selv blandt sløje Kammerater
skal en Skraa dog aldrig mangle.
Vore Glæder er kun faa —
og et Mandfolk har sin Skraa
som en Lænkehund sit Kødben,
som et Vuggebarn sin Rangle.
Hvis det hænder, en Polarnat,
at vi segner paa en Bræ,
mens de store Stjerner funkler
i en isafsvalet Tomhed —
hvis vi ikke mer kan gaa,
men endnu har en Bid Skraa,
er der endnu, mens vi segner,
i vort Hjerte Fryd og Fromhed.
Denne Saft, der sagte siver,
denne svage, vage Rus . . .
Det er Giften, der husvaler,
det er Livets Rod, vi tygger . . .
Vi skal leve og forgaa —
det er godt at tænke paa,
at en Hjælper i det Værste
er den simple sorte Skraa.