Der er Master og Taarne
og Stilhed og Støj,
der er salte Kanaler
og Skorstenes Røg —
der er ældgamle Volde,
med Træer og Børn,
og Grave, hvor Sivene
hvisker til Tjørn.
O, er det November,
graa, sludfuld og kold —
der er dog en Fred
paa den blæsende Vold.
Mod Stien gaar Bølgerne
sommerlig blidt.
Og Sandet — o Sandet,
hvor fristende hvidt!
Se midt mellem Gader
den strømmende Sø
og midt i dens Vande
hin Havernes Ø.
Med vuggende Kroner,
helt græsgrøn at se,
et Rige alene
for Nymfe og Fe . . .
O, er det November,
med Støvregn og Blæst
de falmede Somre
har kaldt mig til Fest.
I Klokkerne drømmer
Aarhundreders Klang.
Og fjernt for min Sjæl
synger Havet sin Sang.
Hvor findes saa tyst
og saa stormfuld en By —
saa aaben og snever,
saa ældet og ny?
Til Havs, o til Havs
hver blaanende Vaar!
Men grøn ligger Volden
hvor Drømmeren gaar .