Min Moder gaar i Morgenskær
i Haven mellem nøgne Trær,
i Haven, fuld af Foraarssol —
nu finder hun en blaa Viol.
Nu finder hun en blaa Viol,
der lyser i den lune Sol
i Haven mellem unge Trær —
alene, gammel staar hun dér.
Alene, gammel — vendt mod Øst.
Mod Solens Hav af evig Lyst.
Mod Blomsten, der blandt visne Straa
staar skøn og nyudsprungen blaa.
Staar skøn og nyudsprungen blid,
som var ej fjern den fjerne Tid . . .
Og Vinden rører tyst en Gren.
Og Luften er saa rig og ren.
Hos Bien og den blanke Stær
er hun nu alting ganske nær,
og det, der svandt, og det, der gryr,
er ens og ét — ét Æventyr.
Ak, Haven, hvor min Moder gaar,
er Morgenlands Vidundervaar,
og hun, hvis Navn er Aldrig mer,
hun er dog midt i alt, som sker . . .