Kom Nød, Bekymring, Kvide
og sæt jer ved min Side,
kom i den øde Nattestund
og tal til mig fra Dybets Grund
om, hvad I bitrest vide.
Med Hyl fremstormer Vinden,
og nøgen svajer Linden.
Omkring mig er den vaade Jord,
de sorte Aftners Uglekor,
en Duft af alts Forsvinden.
Nu er det Tid at dykke
i Mulm og stille trykke
min gamle Kendings Skyggehaand —
den evig unge Sorgens Aand,
der lever af min Lykke.
Nu er det Tid at bøje
mit Sind og se i Øje
min Afmagt mod den Overmagt
af Stridt og Ondt, der slutter Pagt
mod den, der vil det Høje.
Og vil du det alene:
gro, blomstre, skyde Grene,
saa er hver mistet Kvist et Saar —
i Nat en Del af Dit forgaar
og gør dig dødsens ene . . .
Ak, Kummer, Kval og Kvide,
I sidder ved min Side,
I hvisker hæst i Nattens Sus. — —
Men gaa nu, gaa, forlad mit Hus —
jeg véd, hvad I ej vide.
Kom Sejer, Mod og Glæde,
tag i min Stue Sæde —
slut Kreds, staa Vagt omkring min Stol
og hyll mig i jer stærke Sol
som i et gyldent Klæde!
Men først og sidst af alle
vil jeg dog Dig paakalde —
kom Du som Maaneskin paa Sø,
o Skønhed, der kan ikke dø,
før Himlens Stjerner falde!
Hvad gør alt det, der svinder,
naar Du dog skinner, skinner!
Du bringer tyst saa blød en Trøst,
Dit Navn er Fred — dybt i mit Bryst
en Maanesølvstrøm rinder . . .