Der sidder paa et Taarn to Kimærer af Sten,
Dæmoner med Klor og behaarede Ben —
den ene stirrer ned, sørgmodig som en Hund,
der hilser det fortabte med savlende Mund,
(for Aarhundreder siden gik den Eneste forbi!) —
den anden skuer opad i hengiven Idioti
mod Himlens Lækkerier, mod de Saliges Lys,
hvor Livet er et Solbad og Tusind Aar et Nys.
Det er Drømmen og Haabet — saadan ser de ud.
Disse latterlige Dyr — det er os med Haar og Hud.
Tro ikke, at de knejser dèr, kun Narrene til Spot;
de er Billed paa vor Længsel, paa vor Sjæl — de ligner godt.
Denne stakkels, dumme Gaben mod alt det, der evigt flyr —
det er os, det er os, disse rørende Dyr!
Ak, hvem kan ikke skimte bag alt det, han bygger op,
den taabelige Dæmon, Kimærens laadne Krop?