Hvor glitrer i Natten det hvide Vand
en bred og uendelig Stribe!
Og se — gennem Skæret og Skyggen
de langsomme, lydløse Skibe.
O Søfarerverden, o Maaneskinshav —
nu glimter det lønligt i Dybet,
hvor Sildenes sølvhvide Stimer
gaar tyst over Tangen og Krybet.
Nu slikkes af Bølgen de ensomme Sten,
som Sæler og Søfugle gæste —
hvor Sælerne tuder i Maaneskin
mod Markernes lyttende Heste . . .
Det rugende Dyb og de rindende Aar
og alt, som jeg ikke kan gribe . . .
I Nat staar der Glans over Havet —
en hvid og uendelig Stribe!