Lyser dèr Rug og dèr Havre?
Suser dèr Elm eller Lind?
— Over den lysende Slette
strømmer den susende Vind.
Ud over Sommerens Marker,
under det skyede Blaa,
bugter sig Træernes Linje:
her er den Vej, du skal gaa!
Her er den Vej, du skal vandre —
hvid af al Sommerens Støv,
fyldt af en Tone fra Rummet
og fra det syngende Løv . . .
Men vil du aande langt heller
Stiernes ensomme Luft —
se da de lydløse Graners
Rige af Mørke og Duft!
Granernes Mur over Gærdet —
her er det Lønliges Port.
Her staar jeg højt og ser vidt ud.
Landet er frodigt og stort.
Alt det, jeg skimter og aner,
kalder mit Hjerte til Fest.
— Over den lysende Slette
flyver den syngende Blæst.