Der er ingen Glæder i Verden mer.
Det er kun en Scene, hvor Underet sker —
hvor Skønheden gnistrer og lokker og ler.
En Gøglerske danser med Oldtidens Ild.
Og Mængden erindrer den Gang, den var vild,
og kaster mod Skøgen sit tordnende Hil!
Jeg er kun en Digter — en Drømmer, der stum
omfavner den evige Venus af Skum,
der løfter sit Bryst i det blaasorte Rum.
Jeg skal ikke føre en Hær mod din Mur
og bryde mig Vej til et guldtremmet Bur —
o Bagdad i Tusind og én Nats Azur!
Jeg har kun at bringe den mægtige Død
mit Ord paa, at jeg var en Verden i Glød,
og at i mit Hjerte Livsfloderne flød.
Men dansende i din afsindige Dragt,
i Skørternes og i Pailetternes Pragt,
er Du dog med mig i en hemmelig Pagt!
Vi samler i ét de titusinde Skær.
Vi bringer det døde og mistede nær.
Alt det, som er til — det er os, der er her!
En underlig Rytme berusende gaar
igennem mit Hjerte, hvor Stjernerne staar,
og Mennesker lever fra talløse Aar . . .
Jeg giver din Ankel en funklende Ring!
Jeg er som en Konge, der ser sig omkring!
Jeg elsker i Aften de højeste Ting!
Se, Skønheden lokker og luer og ler!
Der gives en Verden, hvor Underet sker!
Der er ingenting, der kan kue os mer!