Jeg gaar i halvt øde Kvarterer.
Og Solen er gaaet bort.
— Her rinder de gamle Kanaler.
Her er det, at Fortiden taler.
— Men Livet er rundet bort!
De gamle Huse og Kirker.
— Her bor ej de Slægter, som virker!
O, se i de falmede Gader,
hvor Luften er ensom og arm!
Nu løfter sig andre Steder
den nye Larm!
De fattige og de rige,
som endnu har her tilhuse,
de bor i de Dødes Huse,
og Genfærd i Natten fremstige.
Din Menighed gik istykker,
O Præst — du samler ej Tiden,
men dem, der for længe siden
var Livet — de hvide Parykker!
Du hører de Døde hviske
i Mængden, mens Lysene skinner,
du ser dem — de fromme Konger
og Kongernes Elskerinder!
— Jeg elsker Forfaldets Pragt,
og Stilhedens Liv gør mig svimmel,
— men vé de elendige Skygger,
der spøger blandt Mug og blandt Skimmel!
Jeg vil ej tale til Gravene.
Jeg elsker de levende Skarer —
de drønende Gaders Fanfarer
og Skibenes Røg over Havene!
Naar Solen er gaaet bort,
og Dagen er graa som et Lig,
længes jeg efter Mørket
og Børnenes Latter og Skrig.
Jeg længes i disse Gader
efter de Lygter, der gror,
gyldne mod Solnedgangen,
af gærende Forstæders Jord!