Jeg gaar og finder Huse,
jeg aldrig forhen saa.
Skønne, med gamle Tage
mod Luftens Skumringsblaa.
Alle de prunkløse Huse,
dé kommer mig nu saa nær.
— Se, over Gadevrimlen
det lille Vindu dèr!
Der er de graa og stille —
og dem, hvor Hundreder bor.
De taler til mit Hjerte
med tunge, tyste Ord.
En Længsel har faaet Bolig.
En Stræben er blevet Sten.
Opbyggede staa Verdner
i Række en og en.
Den Port er Skæbneporten
til Livets øre Brus.
Al Livets Rigdom slumrer
dèrinde i det Hus.
Bag disse Ruder og Mure
leved min Slægt til idag.
Og alle dem, jeg husker,
dem finder jeg dèr bag.
Gadernes tusinde Huse,
jeg kommer dem nu saa nær.
— Som den, der i Skoven kender
og elsker alle Trær.