Jeg gik i Aftnen ene gennem mange Lindes Duft
til Strandens Sand og saa den lave Bølges Gliden —
jeg stod ved Landets Grænse og saa mig selv og Tiden
saa alt afsluttet — rundet ud i den store Luft.
Naar nogle Aar har været, saa kommer der ej fler.
Saa risler alle Bølger mod Evighedens Strande . . .
Fortidens Hav dèrude! — Min Fremtids røde Vande!
— Iaften, allerede, er alting ikke mer!