Jeg havde siddet længe
ved Vinduet — da kom
et stille Pust, en Kulde
fra Rummets Helligdom.
Det var den fjerne Blegnen
af Dagens gyldne Lys.
Det var, i Ensomheden,
Tusmørketimens Gys.
En Kirkeklokke ringed —
ind i mit Hjerte klang,
langtbortefra — fra Landet
Solrummets Aftensang.
— Den vide Egn dèr ude,
hvor Menneskene bor!
Den Sødme, der nu strømmer
tyst fra den lyse Jord!
Jeg sidder som en Fange,
langt fra mit Hjertes Sted.
Derhjemme — dèr er Livet!
Jeg lever ikke med.
Jeg mister denne Time
og al dens dybe Duft.
— Alt det, der sker derhjemme
i denne Aftens Luft!