At sove trygt og længe
i nye, hvide Senge,
i fjerne Forstadshuse,
hvor ingen Gader bruse
og vaagne op i Skæret
af Foraarssol og høre
dybt nedefra en Kaglen,
der sagte naar ens Øre.
— — —
At læne sig mod Puden
og skimte lidt af Ruden
og Nattens Mulm i Rummet,
mens Huset er forstummet
— og ligge tyst og lytte:
højt oppefra — fra Himlen —
en Piben og en Fløjten,
der dør i Søvnens Svimlen . . .