Vi sov for aabne Døre.
Og Havens milde Luft
drev langsomt ind i Huset
med dunkle Træers Duft.
De store Plæners Friskhed
kom i de dybe Rum.
Ind drog den stærke Sødme
af Kaprifolium.
Du sov og vaagned ikke.
Jeg saa dig aande tyst.
Jeg saa dit Ansigt lukket,
skønt det var næsten lyst.
Du laa dèr ved min Side
med Haanden under Kind.
saa pigetryg — som slumred
med dig al Jorden ind.