Se Byen bleg af Dampe
fra Jordens milde Kogen!
— Det, som gør Byen skøn,
er Taarnene og Taagen!
O Ruder, Mure, Tage
bag sarte Slør, der svæver!
Taarnkæmper, der i Fjernhed
sig blidt og mægtigt hæver!
I Disen slumrer Skibe —
Sejlmasser, Tovværk, Master.
Henover og forbi dem
et Tog af Taager haster.
De driver gennem Gader
og gør dem ensomt ømme —
lig dem, hvor jeg har gaaet,
halvt svævende, i Drømme.
Lig hine Drømmebyer,
hvor Husene er Sjæle,
og Sjælens Dyb og Verden
sig underfuldt formæle . . .