O, fjernt i det drømmende Mørke
ser jeg dig vandre, forunderlig hvid;
jeg ser dig, hvorhen jeg saa stirrer —
hvidklædt og fjern som i Længselens Tid.
Det er den tysteste Aften,
alt Levendes Lyd daler ned, segner hen . . .
Jeg ejer din Mund og dit Hjerte
— men ensom er Luften, er Verden igen.
Jeg elsker dig atter tungsindigt!
Jeg søger blandt ludende, mulmtunge Trær
en Kvinde, jeg ikke skal møde —
en Mund og et Hjerte, jeg aldrig kom nær.