Fra mægtige Haves berusende Øde
strømmer Styrken og Lykken mit Hjerte i Møde.
— Kun det har Værd: at blive — o Nat, som bruser koldt! —
bestandig mere skøn og bestandig mere stolt.
Vær ensom! og vær gylden! Lad din Sjæl i Mørket skinne
som en Kerte for din Guddom — for en hvid og dunkel Kvinde,
hvis Pande og hvis Haar rummer Kølighed og Duft,
hvis Sjæl er dyb og ensom som den skumrings fyldte Luft . . .
Mod Undergangen peger Sørgmodighedens Præster,
og Undergangen venter ved de vinkaade Fester,
hvor Gøglere besynge den taabelige Rus.
Men den skal eje Livet, der tør trodse Livets Fjende —
der lytter kold og frygtløs til Rædselsdybets Brus
og hylder den ensomme Skønhed som sin Sjæls Herskerinde.