I de fjerne Havers Skumring, i de hvide Parkers Dis
har jeg atter mødt min Skæbne — jeg har vandret, jeg har vandret
under Træerne med hende, som er skøn og uforandret.
I de hvide Havers Skumring, i de fjerne Parkers Is.
O Elskede, o Kvinden i mit øde Paradis!
Dybt fremmed i en Ungdom, hvis Vellyst og hvis Aand
jeg lige bedskt foragter, er hun Beskytterinden,
som kom i Jomfruhøjhed og førte mig mod Tinden.
De hvide Ungdomsblomster, dem bar hun i sin Haand.
O Elskede fra al Tid, o Kvinde af min Aand!
De store Søers Sneskrud, det tyste Maaneskin.
— Og Gaderne og Lyset. Jeg gik ved hendes Side
igennem Vrimlens Øde, forvandlet ved at vide
mig fra en anden Verden, hvor ene jeg kom ind . . .
O Elskede — din Verden, det store Maaneskin!