Igennem store Marmorbuers Gab
ind mod en lydløs By — igennem Porte,
hvis Mure suger Mørke, skrider langsomt,
en efter en, syv store hvide Fugle,
hvis Kæmpevinger slæbe.
O, min Sjæl,
hvor lyder gribende i denne Tavshed,
i denne Stad, hvis Hæslighed nu sover,
de sælsomt hvide Kæmpevingers Afmagt!
Tungt vugger de forbi, som tunge Skibe,
ind i m in Skæbnes sørgelige By —
dèr, hvor min Sjæl blev lam . . .
Langs øde Mure,
henover skumle Gadekløfters Sten
ser jeg de store Flyvere forsvinde
i den forhadte Stad . . . De bærer — alle —
de høje Hoveder paa ranke Halse
lig fangne Konger, knejsende i Trods.
Min Sjæl, min Sjæl — se dine Smerters Hovmod!