I Vintermørkets Smerte er min Sjæl hyllet ind.
— Fra Dagens Grav af Skyer, fra de vædetunge Nætter,
der omspænder Byen med dens Kløfter og dens Sletter,
siver der en Gift i min Sjæl og gør den blind.
I Mulmet stiger Syner, af Sol og solblaa Himmel —
men Lyset lokker ikke, min Sjæl vil intet se.
— Dybt i de grønne Skove, dèr hvisker ensom Ve.
Den gyldne Lufts Fortvivlelse har gjort min Hjerne svimmel.
Tanken om at rejse gør mig smilende af Had.
Jeg mindes hine Lande, hvor mine Drømme døde —
hvor jeg — i Fjernhedsriget — fandt Blændværk og Øde.
— Der fører ingen Veje fra Vintermørkets Stad!