De vaade Vinteraftners sorte Parker
med Broncestøtter mellem ranke Trær,
med fjerne Lys i Mørkets Grenekaos,
der funkler gyldent som Topasers Skær
— de store Byers mulmberuste Haver,
med Glimt som Glimt af Stjerner, der faldt ned,
fra deres krigeriske Dybder strømmer
den barske Sorg og Kraftens Ensomhed.
Der strømmer Oldtid midt i Lygtestaden,
de stærke Tiders Sjæl er ikke død.
O Drøm om Dragedræbere og Helte,
som stiger frem af Mørkets Moderskød!
— O Svælg af Sorthed! — Lykken ser jeg svulme.
Min Afsky dør i Dybets mørke Brus.
— Min Sjæl formæler sig med Mulmets Trolddom,
min Sjæl begraver sig i Urskovsrus!