Havet mumler i Natten,
og over den fjerne Stad
ser jeg et Skær, der truer,
et Skær af Smerte og Had.
Mumle og true maa Verden,
mit Hjerte den ikke kan naa
thi store bævende Liljer
i Mørket omkring mig staa.
Hvide Liljer i Mørket —
o, Hjerte, der lider og led!
— Intet er saa tungsindigt
som Skønhedens Evighed!
Det, der er skønt og evigt,
naar Hjertets hulkende Dyb —
men lukket og skjult er Dybet
for Verdens hvæsende Kryb.
Verdens hæslige Kvaler,
de komme mig ikke ved —
men fyldt mig med Smerternes Smerte
har Skønhedens Evighed . . .