Ak, Sol og Duft og Smil og Jomfruynde
og alle lyse Sjæles lyse Fest,
jeg ledes ved det — en tungsindig Gæst
er jeg paa Somrens bløde Grønsværshynde.
At blive Munk og fly de lyse Steder
og alt, der binder kun med skøre Baand,
det er dens Lod, der tørster efter Aand,
det er dens Lod, hvis Hjerte altid græder.
O, jeg vil bort! I Ensomhedens Baad
vil jeg befare Havets stolte Øde. —
Dèr vil jeg glemme al min saare Graad.
Dèr vil jeg tænke paa de store Døde
og lære Havets Sang — mens i det fjerne
jeg venter Blinket af min Manddoms Stjerne.