Naar jeg ser de store Skyer
som en Flok af sorte Gribbe
flyve over Nattehimlen, der i bleggrøn Fjernhed skinner,
tænker jeg paa dig, Sirene —
Drømmenes og Dødens Dronning,
som har gjort mit Hjerte øde — fjendsk mod Jorden og dens Kvinder.
Du, der elsker Maanens Isglans
og den grønne Himmels Gift,
du, der skøn og ond og ensom rider paa en kulsort Drage,
brusende igennem Natten,
evig i din vilde Kyskhed —
vil du mig ved Smertens Trolddom op til dig og Himlen drage?
Op fra Jorden, som du hader?
Op til Skyerne og dig?
— Store blege Himmeljomfru, frygtelige Elskerinde!
jeg er bange, jeg er bange —
thi hvis jeg skal elske dig,
maa jeg først se meget falme, meget briste og forsvinde . . .