Nu suge Vestens Sluser Mørkets Vover
i langsomt Fald fra Gadernes Kanaler —
fra Østens grønne Skinnen Dagen daler
ned mod den store Stad, der endnu sover.
I denne hemmelighedsfulde Time
det Nye fra det Gamle Magten vrister,
i Luften anes Lyd af det, der brister,
som fjerne Klager fra en Trækfuglstime.
Lavt over Parkens sorte Kroner slæber
paa sarte Skuldre — som en Vægt af Bly —
den sidste Nattevind den sidste Sky
afsted og sukker træt fra kolde Læber.
Mod Østens Klarhed store Huse rejser
en Mur som stivnet Mulm, hvor Skorstensrækker
og lanseslanke Spir i Attraa strækker
sig mod et Kirketaarn, der kongeknejser.
Om Taarnet Stjerner sitre — som i Lede.
Snart kan de frit de sunkne Brødre følge
og finde Glemsel under Lysets Bølge
for, hvad de saa i Nattens By hernede . . .
I Gaden, hvor det ene Fortovs Lygter
endnu er tændte, pusle Trin og Koste
fra mørke Skikkelser, der stundom hoste,
men ellers tavse deres Gerning røgter.
De vandt sig ingen Plads i Dagens Sal,
nu maa de for dens Tærskel ydmygt feje —
selv han, hvem Boulevardens Bænk blev Leje,
bespotter deres Trældom, frihedsgal.
I søvnigt Skridt en Drosche hjemad stevner
— der er ej Skøgefragt at vente længer
ned over Brystet Kuskens Hoved hænger
— hans Liv er Død for Sjælens friske Evner.
Langs Husene ses Skygger stundom liste,
fra falske Vines, falske Favntags Gift;
nedbrudte møde de en nyvakt Drift
den første Strøm fra Kældere og Kviste . . .
Bestandig stiger Østens klare Grønhed;
sit blege, grimme Aasyn Byen blotter.
— Snart Solen vil som en sørgmodig Spotter
med Purpursminken laane den lidt Skønhed
og skjule Nattens Nød og Synd og Sorg
og med sit Haab om evig Lykke lokke
den Slægt, der Grænsepælene vil rokke
og rejse Tinder over Livets Borg.
— Men den, der drak af Nattens Mismodskilde,
har ingen Tak for Dagens gyldne Skaal —:
Hvorhen? Hvorfor? Har vi vel andet Maal
end Søvnens store, sorte Nattestille?
Kør vildt i Sol og Storm med Krigsvognsgny,
kør sløvt, som Krikken foran Droschen traver —
I naar dog aldrig Paradisets Haver,
I ender dog i Nattens onde By!