Jeg mindes en hvid Balcon.
Et Hav med Solfaldets gyldne Lød,
gyldne, tungsindige, svindende Glød,
og nære viftende Palmer,
der sang deres sagte Salmer.
Jeg mindes en Kvindes Favn.
En Favn som en Rus, som Balsam for Saar,
Øjne saa sorte, et solgyldent Haar,
bølgende, knittrende Silke
og Roser paa slanke Stilke.
Vi gløded i Solfaldets Skær.
Vi gløded i hensunken Ømhed og Drøm,
i Ve over Timernes falmende Strøm —
og op fra den yppige Have
steg Duft som fra blomstrende Grave . . .
Jeg mindes en hvid Balcon.