Se dog, se deroppe over
Gadens graa Kasernerække —
lyserøde Skyer, der i
langsom Flugt ad Himlen trække!
Skønne Skyer, høje, fjerne!
Drømme, der forbi mig glider! —
midt i Livets Grimhed er I
som et Bud fra Mythetider!
Som en Sværm af Rosenblade,
strejfende Gudindekinder,
svæved eders sarte Rødme
om de hvide Klippetinder.
Jordens Børn mod eder længtes,
jubled op mod eders Færden;
thi en Verden af Berusning
varsled I — en anden Verden . . .
Hvorfor stanser ikke med sin
Larm og Ilen Gadevrimlen?
Hvorfor hæver intet bøjet
Trællehoved sig mod Himlen?
— Ingen ser jer, ingen mere
kender Æventyrets Lykke;
Nød og Sot har drevet Slægten
ned i Underverdnens Skygge.
Sløvt og haabløst stønner Livet
i de store onde Byer —
svæv forbi, forsvind i Himlen,
rosenrøde Mytheskyer . . .