Dit tunge mørke Haar med Azaliens røde Brand,
din gule Dragt, besat med de sorte Kniplingsbræmmer,
og Halsens Svanesvajhed og de sarte, slanke Lemmer
minder mig om Antonias og Juanitas Land.
Men dine graablaa Øjne — som Taage over Bølger —
de mane frem din Barndom paa Nordens øde Fjeld,
hvor Strandens Brus i Slummer dig lullede hver Kveld —
aa, dine graablaa Øjne, i dem din Sjæl sig dølger!
Og dine Smil kan blegne, og dine Smil kan brænde,
stilfærdig snart du taler, snart som i indre Ild —
saa bly som en Klosterjomfru, saa dristig som en Vild,
der kender Elskovsruner til Mandens Sjæl at tænde.
Din Mund med hvide Tænder, din store røde Mund —
lad andre kun den laste, jeg ved, at den kan dysse
et Hjertes Sorg i Dvale, jeg aner, den kan kysse
med Kys, der maa besejre, var du end falsk og ond . . .
Var det mod mig, du higed fra Fjeld og Hav og Hede?
— O, Jomfru fra det fjerne! hvadenten du er tro
eller glemmer mig, og aldrig vi mødes mer, vi to —
du har min Sjæl beruset og vejret bort min Lede!