Frem af dybe Gaders Midnatsmørke glide
underlige Huse, der stirre skummelt ned.
Kvinder, der er stygge, men saa muntre og saa blide,
hviske til mig Ord, som gør mig kold og hed.
Duft og Sange fjerntfra gennem Luften strømme,
gulligt Lysskær siver fra en aaben Dør —
ak, jeg er en fremmed, vandrer som i Drømme,
vandrer i en Drømmestad, der aldrig saa mig før.
Gittres og Balconers Præg af Middelalder,
kattekælne Kvinders Drag af Østerland —
sælsomt det mig skræmmer, sælsomt det mig kalder,
kalder som en Drømmerøst fra Glemslens Afgrundsrand . . .