Min Broder hver, som lider og som hader!
— Landflygtige fra Livets lyse Sale,
hvor Løgn og Dumhed fører Kongetale,
jeg ser jer fly ad mørke, tomme Gader . . .
En gylden Haan! — Udslyng den i Kaskader
mod dem, der over Sjælen vil befale,
mod dem, der koldt med deres Sjæl betale
et Hus i Døgnets By af Stukfaçader!
Men Kval og Had gør vild —: sigt ej i Blinde;
øv ikke Hævn for Hævnens Rus at vinde —
da er I lig en Sump, der alt forpester!
Vær Jordens Straf — som Pileregn, der strømmer
fra Himlens Borg — og ær som hellig Mester
den hvide Gud, der græder, mens han dømmer!