Og jeg gik udenfor mit Hus —
og dèr var Verden og dens Rus.
Den sorte Mark og Maanen —
og dèr, hvor Marken ender,
Skybjergene — vildt brænder
Stjernen over de hvide,
de evige Bjerge, der glide . . .
Det er de skønne Højdedrag,
der lyser tyst i Nattens Dag —
det er de fjerne Fjelde!
De er paa Flugt mod mig og mit,
forbi mig drager et Tog af Hvidt —
Skønhedens skinnende Egne
og Lykken, der er allevegne!
O, det var udenfor mit Hus,
dèr fandt jeg Verden og dens Rus —
hvorfor, hvorfor da rejse!
Til mig kom Rum og Lande
og Hav og Maanestrande.
Det store Optog samlede sig
dèrude i Natten og hilste mig!