O Morgen, naar Huset vaagner,
og Stuerne atter lever!
Jeg hører Børnenes Stemmer,
imedens de bliver klædt paa.
— Solen staar op over Markerne
og farver de duggede Ruder.
Luften er køligt stille
og sløret og morgenblaa.
Se Gaardens renlige Friskhed!
Og Haven saa tyst og nøgen!
Hønsene hakker i Fadet
for at faa alting med.
Efter det lange Mørke
og Søvnen paa deres Pinde
møder de samlede Dagen
paa deres Fodringssted.
Det er i den tidlige Time,
da Livet begynder at rinde . . .
Morgenens Floder strømme
i Mulmets udtømte Hav.
— Se, i den blaanende Hvælving
sidder endnu, langt borte,
ensom en smal Stribe Maane
som en Stump Nattens Rav . . .