Gennem Gardinet siver den ind
til mig — den lyse Nat.
. . . Nu staar der én paa den duggede Bro
og drejer det tyste Rat.
Det blæser friskt over Havet nu,
og alt er saa blegt før Dag.
De slumrende Vande sitre
i Morgenens Aandedrag.
Dover ligger i Dæmringslys —
og hele den hvide Kyst.
Det er den flygtige Verdens
evige Jomfrubryst.
Gennem Kanalen gaar nu mod Syd
Dampere, som de har gjort . . .
Mennesket drager kun éngang
ung gennem denne Port.
Byerne ligge dernede,
fulde af Sol og Last.
I de ophedede Havne
strækker sig Mast ved Mast . . .
Hvem staar nu paa den duggede Bro
og drejer det tyste Rat?
— Gennem Gardinet siver den ind
til mig — den lyse Nat.