Som den højt fæstede Drøm i vort Liv
sløret og fjernt fortonet,
lyser du Maane — i Dybdernes Dis
ser jeg dig gloriekronet.
Du staar mellem kulsorte Skyer,
der tunge af Brynde og Klage
forbi dig, forbi dig i Natten
dumpe og vældige drage.
Det er som en uhyre Stime
af Sorgens og Vildskabens Hvaler —
alle det natlige Hjertes
store og ensomme Kvaler.
I den dybt mørkesvangre
Himmel af jagende Skyr
ser jeg det hjemsøgte Hjertes
Kamp med al Afgrundens Dyr.
Hvergang vi løfter os over vort Liv
og ønsker det lutret og sonet,
ser vi dig Maane, som nu du staar
diset og gloriekronet!