Henover de skumrende Skove
de store Taager gaa.
Det regner over Træerne
og i den blege Aa.
Mellem de sorte Stammer
lyser langt borte et Kammer.
— Det er din gyldne Stue,
som nu skal’ dødstyst staa!
Det er i denne Aften,
det er i denne Stund,
at Livets Elsker vandrer
bort gennem Livets Lund.
— Under de sorte Grene
kommer den Døde alene . . .
Der er en altfavnende Smerte
omkring den stumme Mund.
Nu træder han ad de Gange,
hvor fordum han led og lo.
Nu gaar den døde Digter
over den hvide Bro.
Ud imod Sletternes Sletter,
ud i de evige Nætter,
hvor Skyerne fare i Rummet
og Blomster mod Maanen gro.
Det drypper i Aaen, det risler,
som hvisked en grædende Røst.
— Nu gik du bort og blev borte,
Ridder fra Riget i Øst!
Riget af Stjerner og Taager
— Skygge, der vanker og vaager
sender imod dine Skove
et Sus af uendelig Høst!