Jeg sejled igennem det blaanende Danmark.
Midt i den kløverduftende Sommer
saa jeg kun Havet og lugtede Hav.
Belter og rum Sø — alt var det Danmark!
Bølgernes Enge og Sletter og Ørkner . . .
Saa lille et Land — og saa vældigt et Øde!
Vi mødte kun stundom en langsom Smakke;
men Dag efter Dag var det stadigvæk Danmark.
Jeg levede indenfor Landets Grænser
en Sommer uden at træde paa Jorden,
i fuldkommen Fjernhed fra Præstegaardshaver
og fra den fornøjede Støj i Provinsen.
— Bag Næsset og Fjorden, hvor Købstaden gemtes,
gik Bølgerne store, med Skum og med Dale.
De vidste det ikke derinde — at nærved
var alting forgæves — dèr bølgede Døden . . .
Bekendtskabet med de saa ukendte Ting,
med Vandenes Enge og Ørkner i Danmark,
gav mig dengang, i min Barndom, et Hovmod,
en hemmelig Daab i mit ensomme Danmark!