O Stad af Sten, der lever — vidtstrakte København,
du Danmarks lille Verden — med det graa og hæse Navn,
som Skippere og Kræmmere har skabt i fordums Dage —
jeg elsker Foraarsstjernen bag dine dunkle Tage!
Jeg elsker dig, naar Stjernen i den underlige Luft
staar som en Konge over dine Huses Snusfornuft.
Da blaaner alle Pladser — da gaar jeg gennem Gaden,
som gik jeg ud mod Lykken — gennem Vidunderstaden!
O Kræmmerne omkring mig — og hele denne Strøm!
Den søde Aften bølger af Storhed og Drøm.
Af alle Tiders Foraar mit Hjerte gennembruses.
Her, her er Verdensstævnet, hvor Aanderne beruses!
Hvad gør dit Had til Drømmen, naar du paa hver en Kant
er fuld af Blændværk — Skønhed, som Drømmeren kun fandt!
Der gives ingen Steder, hvor Livets Trolddom skinner
mig mere dybt i Sjælen fra mere svimle Tinder!
O Stad af Sten, der lever — jeg kender dig ved Dag,
naar du uroligt higer og strækker dig i Mag.
O By for alle Stjerner! — din Vaarglans kender ene
den der har set, højt oppe, de store Ædelstene!