De hænger i Pigtraadshegnet,
skudt ned, mens de stønnende sled sig frem
med flængede Fødder og Hænder.
Langt borte gløder paa Himlen et Skær
af Byen, som endnu brænder.
Dybt i de blodige Grave
ligger de Dræbte med opsprængt Bryst,
— for nu er Nærkampen omme.
— — —
Han løfter sit Hoved — dødsenstræt —
hvornaar vil Hjælpen mon komme?
Hvornaar vil mon Hjælpen komme
med Baaren, hvorpaa de skal bære ham bort?
— aah Gud, hvor hans Hjerte banker;
bag Panden brænder som Helvedes Ild
Feberens fredløse Tanker.
Feberens fredløse Tanker
brænder bag Panden, hans Arm er saa træt,
hans Aande saa tung at drage,
han løfter sit Hoved: Aah kommer de snart
— saa synker han træt tilbage.
Da ser han en kroget Skygge,
der bøjer sig ned over Gravens Rand:
Aah Gud, jeg er frelst fra Døden!
Jeg siger dig Tak, Ven; — hvem du end er,
saa er du min Hjælper i Nøden.
Da vendes en Blændlygte mod ham
og klart belyses hans flængede Dragt,
— se, Ligene — Ven ved Fjende —
og Lyset rammer hans knuste Haand
med Ringen, han fik af hende.
Et Spring — og to graadige Næver
griber hans Hals som et Rovdyrs Klo,
et Staalblad flænger hans Strube.
Saa sparkes han ned blandt de andre Lig
i Krigens stinkende Grube.
Og Krigens lyssky Hyæne
skjuler bag Kappen den gyldne Ring,
staar stille en Stund for at lytte.
. . . Saa gaar han med Kniven fra Mand til Mand
og samler sit blodige Bytte . . . . .