Vor Herre strakte Armen ud og greb om Jordens Akse,
saa hele Skorpen revnede i Egnen omkring Rom;
da banked’ det paa Himlens Dør — med Støv paa hvide Vinger
en Engel fra Italien med blege Kinder kom.
Den knæled ned for Tronen, og den folded sine Hænder:
Vor Herre, vær os naadig! Skaan den italienske Jord,
nu ligger knust og kvæstet under Byernes Ruiner
ti Tusind vantro Sjæle — og et Hundrede, der tror.
Og dette Land, hvor Kunstens største Værker har til Huse
med Templer, Slotte, Kirker fra Aartusinders Kultur,
det hærger du med Jordskælv! Gode Fader, vil du knuse
din egen Kirkes Alter og dit eget Tempels Mur?
Da rejste sig Vorherre i sin Stol, hans milde Øjne
blev strenge, og de funklede som Sommernattens Lyn:
Dér ligger Jorden hærget! Jeg er ked af deres Løgne
om Fred paa Jord og Kærlighed! — Han rynked’ sine Bryn.
I By ved By blev Kirker knust, og Kunstens skønne Skatte
fortæredes af Krigens Baal og Brand i Syd og Nord;
En Slægt til Fred og Lykke født paa Jordens Rund jeg satte,
nu trædes over Land og By et dybt og blodigt Spor.
Hvorfor skal jeg da skaane dem? Nej, nu skal Krybet mærke,
at vil de slettes ud, forgaa, forsvinde fra min Jord,
saa er det mig, der raader, jeg er Gud, jeg er den stærke.
— — —
Og Jordens Skorpe skælvede paa ny fra Syd til Nord.