Festdag i Berlin
Paa Kejserens Fødselsdag.
Paa Kejserens Fødselsdag.
Flages der ikke fra Spree-Stadens Huse,
synges og larmes og lés over Byen,
hører vi ikke Orkesteret bruse,
smælde sit Tonevæld op imod Skyen,
jubles der ikke et „Hoch” for „der Kaiser”,
tømmes et Bæger med Rhinlandets Drue
af Officeren, som blankpudset knejser,
nikker til Gretchen — en anden Mands Frue?
Fylder de ikke „Unter den Linden”,
Borgermadammen med Barnet ved Haanden,
zünftige Burscher, som kommer i Vinden,
straaler de ikke af Jernkansleraanden,
føler de ikke „das Vaterland”s Almagt,
føler de ikke Landsfaderens Fromhed.
England og Frankrig — en Hund og en Halvmagt —
maalte med Tyskland kun Ringhed og Tomhed.
Jubler de ikke — nej, alting er stille,
Landet er hærget, og Byen er øde,
Moderen sidder i Dag hos sin Lille,
mindes sin Mand og begræder den Døde.
Dybest i Folket — hos Rig og hos Ringe —
Rædsel og Dødsangst i Sjælsdybet vaager.
Hvad vil mon Fremtiden Jernriget bringe
skjult under Nutidens blodige Taager.
End er han ikke af Fjendehaand fældet,
endnu med Haanden paa Sværdet han knejser,
ak, men et Aar kun! Hvor stærkt han er ældet,
Sorgen har furet hans Pande — en Kejser,
Kunstner og Digter og Statsmand og Drømmer,
Fader for Folket, dets Døtre og Sønner . . . . .
— Hundrede Tusinders Hjerteblod strømmer —
— Bøjet af Krigen et Verdensfolk stønner. —