Naar Vikingesnekker i Fortiden drog
med Silkesejl spændt paa Erobringstog,
stod Mand mod Mand i den blodige Dyst
med skarpe Sværd og med staalklædt Bryst,
og Mandens Vilje og Mandens Mod
var Manddoms Mærke, hvor Striden stod.
Nu lurer Døden paa Havets Bund
i mørkest Nat og i dybest Blund!
i tættest Taage og tungest Dis
bli’r Minen det sovende Skibs Forlis!
I Stormens Larm lyder Dødens Skrig,
og Fiskernes Vod bliver tungt af Lig.
Og Sejren bli’r hans, som fejgest slaar
en værgeløs Fjende med Dødens Saar,
og staalklædt Skude med knivskarp Tand
skal skyde hvert fredeligt Skib i Brand
og sejle hver dybtlastet Damper i Sænk,
saa Bølgerne farves af røde Stænk.
Det hvisker sagte fra Havets Bund
om Stridsmænd, som faldt med Smil om Mund,
om blodig Dyst og om Krigerfærd
med staalklædt Bryst og med skarpe Sværd.
Nu kæmpes i Mørket de Fejges Strid
— — aah Gud velsigne Kulturens Tid.