Det var kun i gamle Dage, at en Krig var mandig Dyst,
nu er Krigen Krig mod Barnet ved det tomme Moderbryst.
Vi kan kækt og modigt kæmpe uden Frygt for Liv og Død;
men i Stuerne derhjemme mangler Moder dagligt Brød.
Vi kan stride, til vi segner med et Smil i Dødens Stund,
men nu gruer vi for Bønnen om lidt Mad fra Barnets Mund.
Alt det Djævelskab, de opfandt, slog os smertelige Saar;
intet Saar kan ramme Barnet, som de Skrammer, Sulten slaar.
Gennem Kampens Skrig og Jammer, gennem Slagets raa Tumult
kan vi høre Barnet græde paa sin Vugges Dun af Sult.
Er Vorherre og hans Almagt kun en Løgn, en Drøm, et Digt,
er den gode Gud afmægtig, eller glemmer han sin Pligt.
Kan din Retfærds Haand, Vorherre, ikke Jordens Bane naa,
slænge Kloden ud i Rummet, lade Jordens Folk forgaa.
Vi har syndet mod din Lære, ladet haant om dine Bud,
er du Hersker eller Slave, er du Satan eller Gud? . . . .