En Nytaars-Nat! Hvor sælsomt Sindet stemmes
til Graad og Smil ved Sejrene, vi vandt,
og ved de Saar og Skrammer, der skal glemmes:
et Blomsterbundt vi paa vor Vandring bandt.
Et broget Blomsterbundt af Graad og Glæde,
hver Dag i Sol, hver Dag i Regn og Sne,
hver Stund, vi maatte tyst og stille græde,
hver Stund, vi kunde rigt og festligt le.
Et broget Blomsterbundt, hvor Roser gløder . . .
og røde Blade drysser for vor Fod,
og alle Rosers skarpe Torne bløder,
hver Aarets Dag er som et Dryp af Blod.
Hvor er det tungt i Nytaarsnat at mindes
det Aar, der svandt med Baal og Brand og Sværd . . .
. . . og mon det nye Aar skal sammenbindes
af Blomster, der har Fredens hvide Skær? . . . . .